Forside * Nyheder

MoviePass lukkede permanent over weekenden

-

Træer kan være store og flotte og høje. Men de vokser ikke ind i himlen.

Det måtte amerikanske biografgængere sande, efter at den stormomsuste tjeneste MoviePass lukkede permanent ned hen over weekenden. Tjenesten, der gerne ville være ”Netflix for biografer” var et ambitiøst projekt, og måske også FOR ambitiøst.

Annonce:

Da MoviePass blev lanceret, lovede de, at kunderne kunne gå i biografen et ubegrænset antal gange for blot 10 dollar om måneden, eller cirka 65 kroner. Altså uendelig mange biografbilletter for hvad en enkelt biografbillet koster.

Det blev dog hurtigt uholdbart, og MoviePass forsøgte sig derefter med en model, hvor brugerne kunne se en film om dagen, for de samme penge (eftersom de færreste gik i biografen mere end en gang om dagen alligevel) – og kun film, der ikke var i specialformater som IMAX, 3D osv.

Men det var heller ikke holdbart, og MoviePass begyndte at få problemer med de biografer, der havde partnerskaber med. Især den store, dominerende biografkæde AMC slog sig i tøjret, og lancerede i sidste ende en konkurrent til MoviePass, der kun omfattede kædens egne biografer. AMCs model er mere moderat og giver mulighed for at gå i biografen tre gange om ugen for 20 dollar om måneden.

AMC-abonnementet har ingen begrænsninger på filmformaterne. I mange områder af USA koster en biografbillet til en film i f.eks. IMAX tæt på 20 dollar (cirka. 130 kroner) alligevel, så det kan godt betale sig.

Publikum er glade for idéen

En anden MoviePass-konkurrent, Sinemia, havde heller ingen begrænsninger på formaterne og havde ligesom AMC et mere moderat udbud. Sinemia kunne dog heller ikke få forretningen til at hænge sammen, og lukkede ned i april. Firmaet meldte officielt ud, at de i stedet ville sælge deres model til biografkæder, der så kunne lave deres egne abonnementstjenester.

Problemet synes netop at være, at det er svært at få en abonnementstjeneste til at fungere på tværs af forskellige biografkæder, og det kan også være derfor, konceptet ikke er kommet ret langt uden for USA endnu. Det er nemlig ikke fordi, der ikke er kunder til idéen.

Da Moviepass’ popularitet peakede blot et halvt år efter lanceringen af deres én-film-om-dagen-model, var de oppe på tre millioner kunder. Da de lukkede lørdag aften dansk tid, var de nede på 225.000. Det var efter et turbulent år med adskillige ændringer i prismodellen og et forsøg på at redde forretningen fra sikker konkurs ved at låne penge. De mange ændringer gav også problemer ved billetlugerne, hvilket gjorde kunderne sure og skabte lidt af en medlemsflugt.

Biografkæden AMCs abonnementstjeneste vokser dog med raketfart. Den blev lanceret sidste sommer, og oprindeligt havde kæden forventet at de ville have 500.000 abonnenter indenfor det første år. I august kunne de rapportere, at tallet var oppe på 900.000, altså næsten dobbelt så meget som forventet.

Netflix-modellen for biografer synes altså at være attraktiv for biografgængerne. Indtil videre ser det dog ikke ud som om, det kan fungere på tværs af biografer og biografkæder, men kun som en del af loyalitets-udbuddet hos den enkelte kæde.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.