Forside CES CES 2020

Samsung-chef lover at firmaets intelligente højttaler lander ”tidligt i 2020”

-

Galaxy Home blev annonceret i 2018, men er stadig ikke dukket op. Nu ser Mini-udgaven imidlertid ud til at blive en realitet.

For Samsung har det allermest handlet om skærme på CES indtil videre. Under firmaets keynote så vi en del til personliggjort teknologi, fremtidvisioner for det smarte hjem, rullende robotter og hvordan byer bliver mere intelligente med ny Samsung-teknologi.

Annonce:

I alt dette har der ikke været sagt ret meget om firmaets virtuelle assistent Bixby og dens primære bopæl, nemlig den intelligente højttaler Galaxy Home. Sidstnævnte har været lovet i længere tid fra Samsung, men er aldrig dukket op.

Nu ser det imidlertid ud som om, dens lillebror kommer til at se dagens lys. Galaxy Home Mini vil ifølge chefen for Samsungs forbrugerteknologi-division, Hyun-Suk Kim, blive lanceret i løbet af årets første måneder. Det bekræfter Kim overfor Bloomberg i et interview foretaget på CES.

Det var ellers ikke noget, der var på programmet, hverken under Samsungs pressebriefinger eller deres hovedkeynote. Men Hyun-Suk Kim understreger, at ambitionerne stadig er høje, når det gælder den lille, intelligente højttaler.

Han fortæller, at han lige nu er i gang med at teste den i sit eget hjem, hvor han bruger højttaleren, sådan som Samsung forventer, den primært vil blive brugt – nemlig som hub for hjemmets forbundne smart-enheder.

Styrer 63 enheder i chefens hjem

I Hyun-Suk Kims hjem er højttaleren sat til at styre ikke færre end 63 forskellige enheder, lige fra rullegardiner over lamper til en række tredjeparts-gadgets, der er kompatible med Samsungs SmartThings-hjemmestyringsstandard.

Selv om Hyun-Suk Kim nu lover, at Galaxy Home Mini kommer i butikkerne (om ikke andet i de største markeder) i den første del af 2020, og selv om Galaxy Home blev annonceret i 2018, betyder lanceringstidspunktet ikke så meget ifølge direktøren.

”Det handler ikke så meget om lanceringstidspunktet, som hvor meget potentiale, produktet har på lang sigt”, siger Kim til Bloomberg. ”Ingen anden højttaler i verden kan kontrollere andre gadgets i så høj en grad som Samsungs kan”.

Ud over, at vi kan forvente en officiel lancering af Galaxy Home Mini i 2020s første måneder, er der ikke meldt noget konkret ud omkring, hvornår den eventuelt kommer i danske butikker – og til hvilken pris. Og der er stadig intet nyt om Bixby på dansk heller.

Følg CES i Las Vegas på recordere.dk
Annonce:
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.