Forside * Nyheder

Streaming-nyheder fra Amazon: Ny spiltjeneste og billig Fire TV Stick

-

Luna er navnet på en ny spilstreamingtjeneste fra Amazon, der også har præsenteret en billig, ny streamingdongle.

Amazon har tidligere præsenteret en hel del nyt, når det gælder streamingbokse og -dongles under de events, der afslører firmaets efterårskollektioner. Men i år var det ret småt på den front. Både, når det gælder nyhederne, størrelsen på de enheder, der rent faktisk blev annonceret, og disses priser.

Amazons diminuitive Fire TV Stick er mindre end den fjernbetjening, der følger med den. Og prisen på den er også lille. Den er sat til at koste 40 dollar, hvilket betyder at du kan gøre din skærm både streaming- og Alexa-kompatibel for omkring 300-350 kroner.

Annonce:

Men det er altså kun, hvis du vil have ”luksusudgaven”. Hvis du kan undvære Dolby Atmos-understøttelse, nøjes med WiFi 5 i stedet for WiFi 6, og ikke har brug for power- og volumenknapper til at styre tv’et med på fjernbetjeningen, så kan du komme endnu længere ned i pris.

Endnu en ny spil-streamingtjeneste

Amazon har nemlig annonceret en helt skrabet version af Fire TV Stick, der hedder Fire TV Stick Lite, og som kun koster 30 dollar – og det vil formentlig betyde en pris på et sted mellem 230 og 300 kroner i danske butikker.

Men de fleste Rec.dk-læsere vil formentlig vægre sig en smule ved at investere i en af de to nye streamingenheder. Ingen af dem understøtter nemlig 4K. De kan kun håndtere 1080p og HDR 10+ (ingen Dolby Vision). Vil du have 4K, skal du enten investere i den efterhånden bedagede Fire TV Stick 4K fra 2018 eller sidste års sammenbyggede streamingboks og Echo-højttaler, Amazon Cube.

Amazon havde til gengæld en anden nyhed med i baglommen, hvor de lover masser af 4K. Det er spiltjenesten Luna, som techgiganten har annonceret som en konkurrent til Googles Stadia, Microsofts xCloud, Sonys PlayStation Now og hvad der ellers findes af spil-streamingtjenester derude.

Og det kunne man så måske trække på skuldrene ad, hvis det ikke lige var fordi, Amazon som bekendt ejer den mest populære, gaming-orienterede live-streamingtjeneste på planeten, Twitch. Luna er naturligvis koblet sammen med Twitch, og det betyder, at du ikke bare som gamer kan hænge ud virtuelt og score spiltips fra folk, der spiller bedre end dig.

Ekstrabetaling for nye spil

Det betyder også, at du kan hoppe direkte over i dit yndlingsspil bagefter og prøve de nye tips af. Du behøver ikke at spille på Amazon-hardware for at få adgang til tjenesten. Den er tilgængelig på Fire TV-enheder (naturligvis), men også PC, Mac, iPhone og iPad. Android kommer nogle få uger efter tjenesten går i luften, hvilket sker for særligt udvalgte, der har skrevet sig op til at få en invitation, i starten af oktober.

Det er dog foreløbigt kun amerikanere, der kan skrive sig op til tjenesten, med mindre, man kan trylle med VPN etc., og at disse foranstaltninger er hurtige nok til spilstreaming. Tjenesten koster seks dollar om måneden, eller ca. 38 kroner før danske skatter og afgifter. Det giver adgang til en basispakke med en samling både nye og gamle spil.

Hvis man vil have adgang til større, kommende titler som f.eks. ’Far Cry 6’ og ’Assassin’s Creed Valhalla’ skal man angiveligt betale ekstra. Det der førnævnte løfte om 4K er i øvrigt også med forbehold. Amazon lover, at Luna kommer til at understøtte streaming ved 4K og 60 FPS til folk, der har en Internet-forbindelse hurtigere end 35 Mbps.

Men de forbeholder sig også retten til at starte med kun at give adgang til 1080p i begyndelsen. Hvad det ender med, finder vi ud af i oktober. Måske finder vi også på det tidspunkt ud af, om Luna kommer til Danmark på et tidspunkt.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.