Forside * Nyheder

Diskriminations-anklager mod Apple undersøges nu af myndighederne

-

Den amerikanske arbejdsmiljøstyrelse vil nu undersøge, om der kan rejses sag mod Apple over kønsdiskrimination i såvel lønforhold som sexchikane på arbejdspladsen.

Forleden skrev vi om #AppleToo-bevægelsen, der har samlet flere end 500 vidnesudsagn ind om sexchikane, racisme og andre diskriminationer i Apple. Folkene bag er gået i gang med at publicere disse historier på en Medium-blog, og det kan udvikle sig til lidt af et mareridt for firmaet, der ofte profilerer sig på en høj moral, især i forhold til brugernes privatliv og miljøet.

Nu har de amerikanske myndigheder set tilstrækkelig mange indikationer på, at der er mulige lovovertrædelser i spil, til at de har iværksat en undersøgelse af sagen. Den føderale, amerikanske arbejdsmiljøstyrelse, National Labor Relations Board (NLRB) går nu ind i sagen. Det skriver både Reuters og The Financial Times.

Annonce:

Det er typisk NLRB, der er klage-institution nummer ét, når det gælder større virksomheder med afdelinger i flere amerikanske stater. Styrelsen tager sig som regel af alt fra klager over arbejdsgiverindgreb mod fagforeningsorganisation til brud på lønaftaler, men er også aktive, når det gælder medarbejderes ret til at gå på arbejde uden at frygte diskrimination.

I Apple-tilfældet er det specifikt to klager, som NLRB nu vil undersøge. Den ene er direkte relateret til den førnævnte #AppleToo-bevægelse, og er underskrevet af IT-sikkerhedskonsulenten Cher Scarlett på vegne af en række medarbejdere, der fremlægger historier om diskrimination.

Forhindrede undersøgelse om ligeløn

Det var også Cher Scarlett, der satte gang i sagerne mod Activision Blizzard, der bl.a. endte med firmaets CEOs afgang, og hun er #AppleToo-bevægelsens ansigt udadtil. Specifikt handler Cher Scarletts klage imidlertid ikke om de enkeltsager om sexchikane og racisme, som #AppleToo-fokuserer på.

Scarletts klage handler om Apples forsøg på at forhindre medarbejderne i at organisere sig fagligt og især firmaets griben ind, når medarbejderne har forsøgt at undersøge lønforholdene i virksomheden. Ifølge klagen har medarbejdere flere gange taget initiativ til at indsamle data, der kunne påvise ulige lønforhold mellem kønnene i Apple, men er blevet forhindret af ledelsen.

Den anden klage kommer fra Ashley Gjøvik, der er en chef for en af Apples tekniske afdelinger. Hun har i flere måneder forsøgt at gøre opmærksom på, hvordan arbejdsmiljøet flere steder i Apple er utrygt og præget af kønsdiskrimination. Men ledelsen har gjort alt for at give hende mundkurv på.

Straffet for at klage

Til at begynde med fremlagde Gjøvik problemerne i Apples interne Slack-medarbejderchat. Men i begyndelsen af August blev hun forhindret i at bruge denne, og blev samtidig suspenderet fra sin arbejdsplads med løn, mens firmaet undersøgte hendes indvendinger. Det var dog langt fra de eneste tilfælde, hvor Apple-ledelsen angiveligt har forsøgt at straffe Gjøvik på grund af klagerne.

I sin NLRB-klage har Gjøvik fremsat i alt 13 tilfælde af handlinger, hun mener er præget af straf- eller hævnmotiver, herunder at give hende ansvar for opgaver, ingen andre ville have, overdragelse af hendes normale ansvarsområder til kolleger, samt gentagne tilfælde af chikane af forskellig art.

En udtalelse fra Apple i forbindelse med nyheden om NLRB-sagerne er stort set en gentagelse af, hvad firmaet sagde i forbindelse med #AppleToo: ”Vi er og har altid været dybt engagerede i at skabe og varetage et positivt og inkluderende arbejdsmiljø. Vi tager alle indvendinger alvorligt og undersøger alle sager grundigt, men respekterer også alle involverede individers privatliv og udtaler os derfor ikke om enkeltsager. ”

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.