Forside * Nyheder

Satellitforbindelse kan være på vej til Apple Watch

-
(Foto: Pexels/Apple/Recordere)

Rygtet er en del af en større bølge af iPhone 14- og Apple Watch-rygter, der også omfatter nyheden om en hurtigere Lightning-port.

Før lanceringen af sidste års iPhones gik der rygter om at iPhone 13 ville få satellit-telefoni ombord. Det endte dog ikke med at blive tilfældet. Men hvis man skal tro nogle af de mere troværdige Apple-kilder blandt amerikanske tech-journalister og internationale analytikere, har Apple langt fra opgivet idéen. Og nu vil de også inkludere Apple Watch i satellit-initativet.

Det er Bloombergs Mark Gurman, der har hørt nyheden fra sine kilder hos Apple. Både han og den anden, store Apple-profet, Ming-Chi Kuo, meldte begge uafhængigt af hinanden ud sidste år, at satellitforbindelse var på vej til iPhone.

Annonce:

Gurman skriver i sit nyhedsbrev, at Apple vil lægge satellitforbindelse ind i Apple Watch for at kunne facilitere nød-SMS’er og give mulighed for at sende SOS-nødbeskeder, selv hvis du er ude på verdenshavene et eller andet sted. På samme måde vil Apple Watch kunne bruges til at lokalisere brugeren, hvis vedkommende er forsvundet i vildmarken.

Det er selvfølgelig yderst praktisk, men der melder sig spørgsmål om batterilevetid med mere. Det er formentlig derfor, Gurman ikke har sat et konkret tidspunkt på, hvornår Apple skulle være klar med denne funktionalitet. Gurman nævner til gengæld i en sidebemærkning, at satellitforbindelse i en eller anden form skulle være klar til iPhone ”senere i år”.

Det kan jo ikke betyde andet, end at en af de kommende iPhone 14-modeller formentlig får satellitforbindelsen ombord. På den anden side sagde både Gurman og Kuo som nævnt at en sådan ville dukke op sidste år, så lad os nu se, hvad det ender med.

Lightning op til 10 gange hurtigere

@LeaksApplePro er en Apple-rygtesmed på Twitter med en lidt kortere og måske lidt mindre troværdig historik. Ikke desto mindre er vedkommendes seneste bidrag til rygtemøllen blevet fundet tilstrækkeligt troværdigt til at Forbes har viderebragt det.

Rygtet handler om noget, som en bestemt gruppe iPhone-brugere har ventet på med længsel: Med iPhone 14 Pro skulle Lightning-stikket i bunden blive noget hurtigere. Nej, det sker desværre (endnu) ikke ved at stikket bliver lavet om til et USB-C- eller Thunderbolt-stik.

Men ifølge @LeaksApplePro arbejder Apples teknikere i det mindste på at opgradere Lightning-stikket på iPhone 14 Pro til noget, der svarer til USB 3.0-hastigheder. Siden indførslen af Lightning-stikket i 2012 har dette ellers kun kørt med USB 2.0-hastigheder, altså en maksimal overførselshastighed på 480 Mbps.

Når man tager iPhone-kameraernes nuværende (og formentlig kommende) kapaciteter i betragtning er dette lidt i underkanten. ProRes Raw-video fylder f.eks. en hel del gigabyte, og p.t. kan det næsten være hurtigere at overføre disse videodata via trådløst netværk (eller Internettet, for den sags skyld) end via Lightning.

Med USB 3.0-lignende hastigheder på Lightning kan overførselstempoet næsten tidobles under optimale forhold, og det vil formentlig hjælpe en hel del på blodtrykket hos de folk, der tager deres iPhone-fotografering og videooptagelser alvorligt.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.