Forside CES * CES 2024

Ny LG-projektor med bærehåndtag kommer på CES

-
(Foto: LG)

Den lille, lette projektor vejer kun halvandet kilo, men ser dog alligevel ud til mest at være beregnet til at være placeret fast i stuen.

De to store, sydkoreanske forbrugerelektronik-giganter vil frygteligt gerne have, at vi tager projektorer rundt med os på samme måde som Bluetooth-højttalere. Således har Samsung sin Freestyle-projektor, der dog imidlertid kun kan præstere et billede i fuld HD op til 100” med en lysstyrke, der ifølge Samsung ”afhænger af omgivelserne”. Naturligvis!

Det er dog næppe det første valg blandt hjemmebif-entusiasterne, der frekventerer disse sider. Men her kan LGs nye projektor måske komme lidt tættere på at være interessant. Modelnavnet er CineBeam Qube (til trods for, at projektoren er mere rektangulær end kvadratisk eller kubeformet).

Annonce:

Hvor Samsungs Freestyle har et indbygget stativ, der til nød kan bruges som bærehåndtag, har CineBeam Qube et rigtigt håndtag. Og når man løfter i det, får man ikke ret meget mere modstand end på en let laptop. Qube vejer nemlig kun lige omkring halvandet kilo.

(Foto: LG)

Alligevel slår Qube Samsungs Freestyle på alle de vigtige specifikationer. Den kan levere et billede på op til 120” i 4K (3840 x 2160). Dens RGB-laser kan producere en kontrastrate på 1:450.000 og op til 154 procent af DCI-P3-farvespektret.

Kan også projektere på møblerne

Men træerne vokser naturligvis ikke ind i himlen. Ifølge LGs pressemeddelelse kan CineBeam Qube kun klare 500 ANSI Lumens, hvilket må siges at være på den lyssvage side i forhold til en lidt større og tungere projektor. LG skriver heller ikke noget om et eventuelt batteri, så man må formode, at projektoren ikke kan transporteres længere væk end hvad et strømkabel kan nå.

Måske kan CineBeam Qube således bruges til en sommeraften ude i haven, hvor det er mørkt nok til at de 500 ANSI Lumens ikke er for lidt. Ellers er dens ”minimalistiske” (ifølge LG) design nok mest beregnet til stuebrug – og som et sjovt alternativ til et TV fra tid til anden.

(Foto: LG)

At LG har tiltænkt CineBeam Qube en placering i stuen bekræftes af, at selskabet har inkluderet deres såkaldte ”image-mapping”-funktion, der tager mål af tingene i stuen og så projekterer billeder og mønstre på dem for at skabe ekstra atmosfære.

CineBeam Qube kører med LGs webOS 6.0, så der er de sædvanlige smart TV-funktioner indbygget. Det gælder naturligvis også de gængse streamingtjenester, hvoraf LG nævner Netflix, Disney+, Amazon Prime Video og YouTube.

LG har tænkt sig at vise projektoren frem på CES, der starter om et par uger, og vi er som sædvanligt til stede og kan tage et kig på den. På det tidspunkt kender vi nok også mere til pris og tilgængelighed, samt om Samsung har valgt at opgradere Freestyle for at imødekomme konkurrencen fra landsfællerne.

(Foto: LG)
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.