Forside Indhold og distribution Spil features

Star Trek: The Game anmeldelse

 

Selv hardcore Star Trek fans vil få svært ved at elske dette spil, som desværre slår plat på et ellers stærkt brand.

Hvis vi skal starte med det positive, så byder Star Trek The Game på stemmeskuespil fra skuespillerne fra de nye film. Derudover ligner figurerne ganske udmærket dem fra filmene og endelig er der gjort et hæderligt stykke arbejde med at få lydene til at minde om noget vi kender. Men her stopper roserne vel egentlig også.

På mange måder føles Star Trek The Game nemlig som et ret ufærdigt produkt. Grafikken er langt under den standard man forventer af spil nu om dage, animationerne når karaktererne taler er gyselige, det sker ofte at ting popper ind og ud af omgivelserne, ja det virker slet og ret som om der er udsendt en ret tidlig kode.

Som spiller kan du fra start vælge om du vil spille som Spock eller Kirk, hvilket egentlig er udmærket. Har du en makker kan I spille historien i co-op. Det er dog meget begrænset hvad I egentlig kan samarbejde omkring, kedelige hackninger af døre, steder hvor I kan give hinanden “hestesko” når utilgængelige områder skal nåes og lignende, bliver meget hurtig dødssygt.

 

 

Tung styring

Du ser din karakter i 3. person og kan spurte, hoppe, dukke dig og klatre som man efterhånden ser i mange spil. Når der er fjender kan du gemme dig bag cover og kigge op og skyde. Styringen lader dog meget tilbage at ønske sammenlignet med perler som f.eks Tomb Raider eller Uncharted serien. Det er klodset og lidt langsomt udført og i en verden der bugner med gode 3. personsspil, får det ikke et ben til jorden desværre.

 

Dårlig AI

Ai´en i spillet lader desværre også meget tilbage at ønske, især på fjendesiden, hvor man ofte møder stillestående fjender (også når du skyder dem i hovedet), eller også går de bare direkte mod dig uden at gøre noget som helst. Er ens makker også AI styret skal du have tålmodighed, bl.a. ved elevatorer, hvor det kan være svært for AI´en at finde døren frem for væggen lige ved siden af, suk!

Historien i Star Trek The Game er ringe, så behøver man næsten ikke sige mere. Nogle Aliens er ved at få fingre i noget de ikke skal, hvorfor Spock og Kirk hellere må dræbe dem alle, så alt kan ende godt. Jeg kunne leve med en tynd historie,hvis resten var i orden, men når det er som her, bliver jeg bare mere skuffet desværre.

 

 

Konklusion

Star Trek The Game har ikke meget at byde på. Grafisk er det forældet, gameplayet er kedeligt og klodset og historien komplet ligegyldig. Lydsiden derimod er fin og stemmeskuespillet i orden, hvis bare der havde været skrevet et ordenligt manus. Co op mæssigt vindes heller ingen priser og der findes masser af co op spil som er langt bedre end det her.

Star Trek har dog en styrke at slå på – navnet. Hard core Star Trek fans vil måske lade sig lokke, ligesom folk der køber spil ud fra coveret, måske vil føle sig tiltrukket. For et Star Trek spil KUNNE jo være fedt. Det er det bare ikke i denne omgang. Hvis du absolut VIL spille det, så nøjes med at leje det.

 

Karakter: 4/10

 

Ude nu til Xbox 360, Pc og PS3

Testet på PS3

Annonce