Sony MDR-MV1

Produkt: Åben professionel hovedtelefon tiltænkt monitor formål

Vejledende pris: 3.690 kroner

Stillet til rådighed af Sony Professional.

Mere info & tekniske specifikationer

Sony har netop lanceret en ny åben hovedtelefon, der markedsføres ivrigt som en “spatial audio” hovedtelefon.  Det var dog ikke det, der fangede min interesse, men derimod det at den er tiltænkt professionelt brug, som en hovedtelefon med neutral og præcis gengivelse, hvilket gør den velegnet til at f.eks mixe på, hvilket er samme formål som den Sennheiser HD560-S jeg tidligere har testet for recordere og overøste med spandevis af ros for sin forrygende balance jeg mente var helt uhørt til prisen på 1.590 kroner.   Det er en hovedtelefon jeg har brugt lige siden til kritisk vurdering af audio balance, og reelt foretrækker over f.eks Sennheisers audiofile HD820 til dette formål.   Sony MDR-MV1 koster 3.690 kroner (så jeg den til 3.090 kr et sted?), og er således dobbelt så dyr…  Men.. er den dobbelt så god?

Åben, men ikke specielt til “spatial audio”.

En åben hovedtelefon er altid klart at foretrække, med mindre at applikationen kræver at den er lukket.  Det kunne være til mikrofon indspilninger eller i situationer hvor andre ikke skal forstyrres.

Den åbne hovedtelefon giver mere rumfornemmelse, og ofte også en mere neutral basgengivelse. Selvsagt, begge er egenskaber, der er vigtige til at kunne vurdere lyd præcist.

Design

Sony er gået med et fleksibelt design, hvor kopperne kan drejes 90 grader.  Hertil har de formået at gøre MDR-MV1 utrolig let! 223 gram for en full size hovedtelefon er nærmest uhørt, og bestemt noget som de tiltænkte brugere vil sætte pris på, hvis man sidder hele dagen og redigerer eller laver musik. Den lave vægt giver altså også en helt anden bærekomfort gennem en lang dag, der sammen med det åbne design der giver luft til ørerne, resulterer i en rigtig behagelig hovedtelefon, man snildt kan have på i 8 timer uden at få svedige varme ører eller andre gener.  Skønt!

Den lave vægt er ikke opnået ved hjælp af eksotiske materialer som titanium eller lignende, men derimod ved hjælp af en meget let plastik.  Jeg synes dog ikke at hovedtelefonen virker billig på nogen måde.   Det er lækre materialer på hovedbøjlen og ørepuder, og det aftagelige kabel (der skrues solidt fast!) er i en lækker kvalitet og har en god længde.   Der medfølger også en tilsvarende lækker mini jack adapter, f.eks til brug med en laptop eller andet udstyr med mini jack udgang.

Lyttesession:

(Næsten alle tracks der nævnes kan findes på min Sonic Snacks playliste der er tilgængelig på de fleste streaming platforme.  Find din her. )

Det første jeg bemærker da jeg tilslutter denne hovedtelefon til en Sennheiser HDV-820 hovedtelefon forstærker er at den er meget effektiv. Der skal med andre ord ikke skrues særlig meget op, før der er rigeligt med lydtryk, – en stor fordel, hvis man f.eks skal benytte dem med en mere “svagelig” hovedtelefon forstærker som f.eks den førnævnte laptop.  God følsomhed sikrer også at man kan få nok output til at kunne høre hvad der foregår, også hvis signalet er meget lavt. 

Jeg har lagt Sennheisers HD560-S hovedtelefon klar til direkte sammenligning, og kalder Sonic Snacks playlisten der er fyldt med materiale jeg kender virkelig godt frem på computeren,  der er tilsluttet med USB til HDV-820 (tidligere testet her) igennem en IFI audio USB Purifier. 

Direkte sammenlignet er MDR-MV1 mere behagelig at have på, og lydmæssigt oplever jeg straks en “lettere” mindre bastant klang i forhold til HD560-S.  Jeg vil slet ikke gå så langt at kalde den mere “tyndbenet”, men snarere det man i første omgang vil kunne beskrive som mere luftig.  Det klæder et nummer som Van Morrison “whenever god shines his light”,  men falder lidt mere uheldigt ud når lytter til John Williams “imperial march” og hoved temaet  fra “home alone” (også af John Williams), hvor dynamikken portrætteres lidt mere brutalt på HD560-S. 

Jeg oplever altså en lidt pænere fremstilling på MDR-MV1 end på HD560S. Eksempelvis hører jeg lidt nemmere bånd støjen på Shelby Lynne “Just a little lovin” og Michelle Knocked “Quality of Mercy” på HD560-S.  Sonyen lyder mere åben og umiddelbart mere venlig og “smooth”,  Men lad os nu se!   Ofte skal man lige give tid til at vænne sig til en given præsentation.   Der er intet der virker “forkert” på MDR-MV1, og efter kort tid føler jeg mig faktisk ganske tryg ved lyden. 

Et nummer som Pink / Willow Sage Hart  “Cover me in sunshine” lyder af helvede til (som det jo skal) på begge hovedtelefoner, men der er udtalte transiente detaljer i rytmeguitaren på Sonyen jeg ikke har i samme grad på Sennheiser.    Ovre i Madonnas “Dont tell Me” (der virkelig lyder skidt)  med en smadret, (fejl?) komprimeret vokal,  klodset dubbing der får hende til at lyde som den vildeste amatør, tilsat hård klang, bliver jeg rigtig mindet om formålet med disse hovedtelefoner.  Alt lægges frem til skue!   

Rumfornemmelse

Rumfornemmelsen kommer rigtig til sin ret med den klassiske liveoptagelse af the Weavers “Ramblin boy” der synger fællessang med publikum.   Her står forsangeren langt ude af hovedtelefonen sammen med en utrolig fin detaljegrad, hvor man næsten kan fornemme de enkelte publikumsrækker. På række 4 sidder eksempelvis en dame med en irriterende forkølelse…  Jeg spotter også at optagelsen er redigeret med et uheldigt klip omkring 3:20, noget jeg faktisk aldrig har bemærket før.   (DAMN YOU, SONY!  Det, der er blevet HØRT, kan aldrig “AF-HØRES! 😀)  

“Kanont” overblik

 Ovre i den klassiske genre, hygger jeg mig med hele første sats af Tchaikovskys 1812 overture i versionen fra 1996 med St. Petersburg orkesteret, store kanoner og Vladimir Ashkenazy bag “pinden”.   Her er der igen indlevelse,  rum fornemmelse, luft, og en perfekt afbalancering af de mange orkester og kor elementer i denne “larger than life” optagelse, der kan sende mangt et HIFI anlæg på tidlig pension.  Sony leverer elegant separation og fuldt overblik. 

Lad der blive bas

I udforskningen af bas gengivelsen, står det meget klart at her får vi den ægte vare. 

Mange af tidens toner kommer ofte med med næsten retarderede mængder af bas når de gengives på stereoanlægget i bilen, eller nærmest hvilken som helst populær “over øret” hovedtelefon.  Her er der ofte et markant løft i bunden og toppen, der fuldstændig smadrer musikkens balance, men er der for loudness effekten, og fordi at den raspende, udmaste, overkomprimerede mellemtone i meget af tidens musik, simpelthen lyder knap så væmmelig på den måde.   Med MDR-MD1 får man en befriende balance, også i bunden, hvor man får serveret det bas der er, i det rette mængde forhold.   Når jeg f.eks lytter til Direct “Parallax”, der har massive mængder af vel-mixet bas, der kan lyde helt fjollet på mange hovedtelefoner (hvor øjeæblerne nærmest bliver presset ud af hovedet) præsenteres lyden med et helt perfekt og stramt doseret tryk.  Yes, Sony!  Sådan skal det gøres.  Dette oversættes ganske enkelt til en hovedtelefon man vil gide at lytte til i meget lang tid, uden tendens til lyttetræthed, takket være denne fine balance, der fungerer til det hele. 

Spatial audio, Dolby atmos, hovedtelefoner..bah!

Jeg kan ikke afslutte den lange, skønne lyttesession uden at lytte til noget “spatial audio”, der er en af tidens største musikbranche marketing-stunts.*  Jeg skal nok spare jer for den store rant her, men når mixene mangler fokus og drives af marketing mere end af kunstnerisk formål, så bliver resultatet derefter!  Vi får musikken leveret  i Dolby Atmos pakket med det ikke særligt imponerende Dolby Digital Plus codec, hvilket giver en hørbar reduktion i lydkvalitet i de (for 99 procents vedkommende) overvejende elendige mix der hældes ud. 

Så lad dog være! 😀

Jeg snupper et par klassiske remixede sange jeg kender godt fra Apples “MADE FOR SPARTIAL AUDIO” playliste  som f.eks Elton Johns “Goodbye yellow brick road”,  Earth Wind & Fire “ september”, Cyndi Lauper “Girls just want to have fun”, der alle lyder virkeligt  triste, uoplagte og ufokuserede.   I et desperat forsøg på at få en mere positiv oplevelse af Lucas Grahams “Wish you were here”, skifter jeg direkte fra Dolby Atmos versionen på Apple music til stereo versionen på TIDAL.. og hvilken subjektiv forskel i lydkvalitet… Det værste er næsten, at nummeret står så meget bedre, også rent rumfornemmelse mæssigt  i stereo på MDR-MV1 hovedtelefonerne. Der er en helt anden definition i lyden, uden den her “hinde” af Dolby Atmos foldet ned i en stereo præsentation. 

(*)Dolby Atmos KAN være fantastisk… på et ATMOS ANLÆG! 

For en god ordens skyld, skal det lige nævnes, at jeg skam er kæmpe fan af Dolby Atmos (og multikanals lyd),  når det afspilles på et Dolby Atmos anlæg og lavet med kunstnerisk intention.   Udgivelser fra f.eks 2L er fuldstændigt betagende, eller hvad med ting som Kraftwerks 3D koncert bluray eller Yellos “Point Yello” album i Lossless Dolby Atmos.. Det er magisk. (kom selv på flere i kommentarsporet!). 

Oprejsning, eller?

I mit forsøg på at give spatial audio på hovedtelefoner lidt oprejsning, kaster jeg mig ud i at tilslutte en bluray afspiller til Sennheiser HDV-820 hovedtelefon forstærkeren, hvor jeg afvikler “Headphone surround 3D” udgaven af Kraftwerk 3D disken.  Disken har et stereo mix, et TrueHD Dolby Atmos spor og dette særlige “Spatial 3D” hovedtelefon spor.  Så er det lige til at sammenligne noget som jeg med stor fryd har lyttet til på husets Dolby Atmos system.   Forventningen er en oplevelse på hovedtelefoner der giver den samme retningsfornemmelse af de vilde panoreringer der er i disse forrygende mix, men nej..   Den såkaldte “spatial 3D” version lyder som om at lyden er blevet placeret i et diffust univers, nærmest med hele mixet sovset ind i en kort rumklang.   Det bliver altså et pænt NEJ TAK herfra!  Bedre er det faktisk at lytte til Dolby TrueHD Atmos sporet eller stereo sporet (der teknisk set er en nedfoldet version af Atmos mixet i ProLogic), der lyder meget mere præcist, men stadig uden det gigantiske lydbillede jeg oplever på det rigtige anlæg.  

Tilbage i stereo

I et desperat forsøg på at blive glad igen, spiller jeg passende Chris Stapleton “Sometimes I Cry”  hvor jeg præsenteres for et kæmpe stort, flot, stramt, præcist  lydbillede.. Tak i guder, hvor er det godt at være tilbage i stereo, der leveres så fantastisk på disse skønne hovedtelefoner. .   Hvad f…er det man skal med spatial audio på HOVEDTELEFONER?  Jeg vil gerne høre om jeres erfaringer og oplevelser i kommentar sporet!  😂. 

Professionelt brug – Kritisk lytning

Slutteligt, sætter jeg mig ved min videoredigering, og kaster mig over at mixe lyden til den seneste youtube video, hvor balancen altid er at levere tydelig, ren, audiofil audio med god dynamik, hvilket er en udfordring med optagelser af varierende kvalitet fra mange forskellige kilder.   Sony hovedtelefonerne er ganske betryggende at bruge, og da jeg vurderer det endelige resultat på M&K Monitors, kan jeg kun være tilfreds med hvordan intentionerne oversættes.  Især bemærker jeg, at jeg har fået bedre styr på balancerne, hvor jeg tidligere kunne opleve at f.eks lydeffekter ofte var mindre fremtrædende end intentionen, sidder de nu lige som forventet. 

Konklusion:

Efter de mange timers lytning og redigeringsarbejde  føler jeg mig klar med en konklusion.   

Sony MDR-MV1 leverer en helstøbt lydoplevelse med balance og dejlig rumfornemmelse. 

Efter lang tids brug, er der intet i billedet der falmer, hvilket er en god garant for den neutrale lydgengivelse, der bringer alle de fine detaljer frem.  I modsætning til Sennheiser HD560-S jeg sammenlignede med, leverer Sony hovedtelefonen også en smooth opløsning, “silke”  der hælder lidt mere mod HIFI, men igen, –  i en perfekt doseret balance der er virkelig fornem. 

De er u-anstrengte, dynamiske, og med en sjældent hørt evne til også at kunne spille lavt med stor detalje.  Uanset hvad jeg lyttede til stilmæssigt, var det en fornøjelse (bortset fra Dolby Atmos musikken jeg hørte på Apple Music!) og jeg oplevede på intet tidspunkt tendens til lyttetræthed selv efter 10 timer med disse “kander” på ørerne.   Som monitor til kritisk lytning er jeg helt tryg ved dem, og sjovt nok, ret uventet – er jeg også vild med bare at lytte til musik på dem.  

Sony byder i forhold til HD560-S på mere kvalitets fornemmelse, lækrere kabler,  endnu bedre langtids komfort og større rumfornemmelse.  Men, den byder også på mere musik og en elegance i lyden der gør den velegnet til både kritisk lytning OG HIFI, hvilket gør den til mit førstevalg i fremtiden både på farten og foran redigeringen og for mig fint berettiger den højere pris.

Jeg synes at det ganske enkelt er en ELEGANT hovedtelefon rent lydmæssigt,  der uden blusel kan gives mine bedste anbefalinger. 

Bravo Sony! 

Morten Stjernholm er inkarneret film & musik elsker, og har 30 års erfaring fra den professionelle audio/video industri, både på den skabende og den tekniske side.  Yderligere er han stifter eller medstifter af flere virksomheder i den professionelle AV branche, og arbejder i dag som uafhængig rådgivende konsulent / AV Teapeut og “youtuber” med kanalen “Stjernholm Reviews”. På recordere.dk anmelder han især det tungere HIFI og surround. Hans grundfilosofi er,  at hvis det lyder rigtigt, så ER det rigtigt. Mortens forskellige lyd-eventyr kan også følges sjatvis på instagram profilen stjernholmreviews

Sony MDR-MD1 Hovedtelefon

9.3

Bærekomfort 10.0

Lyd kvalitet til prisen 10.0

Value for money 10.0

Design 7.0

Plus

• Perfekt komfort
• Ekstremt velafbalanceret
• Nemme at stole på
• Gode til kritisk vurdering
• Et hint af rigtig HIFI
• Lækre kabler & stik
• Meget effektive

Minus

• Er de lidt for bløde i topfrekvenserne?

Se dagspris her