Forside * Nyheder

Google lancerer ‘Circle to Search’ på Pixel 8 og Samsung Galaxy S24

-

Google har taget et nyt skridt i udviklingen af internetsøgninger ved at introducere ‘Circle to Search’, en funktion designet til at gøre informationssøgning hurtigere og mere intuitiv for brugere på farten.

I takt med at mængden af tilgængelig information vokser, udvikler Google nyemåder at søge og tilegne sig information på. Med introduktionen af Circle to Search, føjer Google endnu en dimension til internetsøgningen, supplerende til de eksisterende stemme- og billedbaserede søgefunktioner.

 

Annonce:

Circle to Search fungerer ved at lade brugeren tegne en cirkel omkring et objekt eller en tekst på skærmen med fingeren. Dette kan for eksempel være nyttigt, hvis man ser en frakke på et Instagram-billede og ønsker at finde ud af, hvor den kan købes, eller hvis man hurtigt vil have adressen på en café fra sin kalender.

Funktionen tilføjer et ekstra lag på skærmen, hvilket betyder, at brugeren kan søge efter information uden at skulle forlade den app, de i øjeblikket anvender.

Jesper Vangkilde, kommunikationschef for Google i Danmark, understreger, at Google altid har haft som mål, at søgning skal være umiddelbar og intuitiv, og at kunstig intelligens åbner nye muligheder for at genopdage, hvordan vi søger og finder svar.

Circle to Search vil være tilgængelig på dansk og i Danmark på udvalgte Android-telefoner, herunder Googles Pixel 8, Pixel 8 Pro og den nye Samsung Galaxy S24-serie.

For at aktivere funktionen skal brugeren holde hjemmeknappen eller navigationsbaren inde i et par sekunder og derefter tegne en cirkel omkring det ønskede objekt på skærmen. Funktionen tillader også at fremhæve, ‘tappe’ eller skrive et relateret spørgsmål over et billede for at præcisere søgningen. Når søgningen er afsluttet, kan brugeren swipe væk og vende tilbage til det oprindelige skærmbillede.

Denne nye feature vil være tilgængelig på udvalgte Android-telefoner fra 31. januar.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.