Forside * Nyheder

Slider-telefoner er nu en trend – Lenovo springer med på vognen

-

Det begyndte som en tilbagevenden til et telefondesign, vi ikke har set siden midten af 2000’erne.

For at løse frontkamera-problematikken (altså, at der ikke er plads til det, når der skal være skærm til kanten) har både Xiaomi og Honor lavet telefoner, hvor kameraet kan skubbes op manuelt. Oppo har endda lavet én, hvor man ikke selv behøver bruge kræfter på det.

Annonce:

Men nu melder endnu en af de store producenter sig under fanerne med et de såkaldte ”slider”-designs. Det er Lenovo, hvis Z5 Pro netop er blevet vist frem i Kina. Den har ligesom de førnævnte telefoner mulighed for at lade frontkameraet glide op bag ved skærmen.

Der er derudover to ting, der gør telefonen unik. Den første er prisen. Z5 Pro er sat til at ligge i mellemklassen og bruger derfor f.eks. den lidt langsommere Snapdragon 710 processor. Den har dog stadig 6GB RAM og et batteri på 3.350 mAh. Skærmen er en 6,34 tommers skærm med en opløsning på 2340 x 1080. I Kina er den sat til at koste omkring 2.200 kroner. Vi ved endnu ikke noget om dansk lancering eller pris.

Det er dermed den første telefon i mellemklassen med skærm til kanten og glidemekanisme – og så har den tilmed fingeraftrykslæser i skærmen.

Det andet, der er unikt ved Z5 Pro er, at højttaleren til samtaler – den, der normalt vender ind mod øret – også sidder i den samme blok som front kameraet, altså en lille smule bag skærmen. Ud over, at du således skal aktivere slider-funktionen for at føre en samtale, er det formentlig også en anelse ukomfortabelt. Men måske bruger de fleste kinesere headsets alligevel…

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.