Forside Produkter Mobil

Huawei Mate 30-designs lækket online

-
Mate 30 Pro (Foto: Evan Blass/Huawei)

Nogle vælger firkanter, andre vælger cirkler.

I Kina er det åbenbart på mode med cirkler, mens det i USA er på mode at bruge firkanter. Sådan kan man i hvert fald tolke nogle af de tendenser, der er blevet tydeligt i smartphone-designs i de seneste dage.

Igår kunne vi f.eks. fortælle om, hvordan OnePlus vil vise deres 7T og 7T Pro frem for et amerikansk publikum 26. september og for et europæisk publikum 10. oktober. Det kinesiske firmas smartphones forventes at få et kameramodul bagpå, der er rundt.

Nu ved vi, at den langt større smartphoneproducent Huawei har tænkt i de samme baner, når det gælder designet af deres Mate 30-serie. Her er kameraerne også samlet i et rundt modul bagpå, i hvert fald, hvis man skal tro de billeder, der netop er blevet lækket på nettet.

Det er mesterlækkeren Evan Blass, der har været på spil igen, og det sker kun få dage før, Huawei viser Mate 30-serien frem for verden på torsdag. De runde kameramoduler står i modsætning til de designs, vi har set fra USA, der tilsyneladende er langt mere firkantede i deres tænkning – bogstaveligt talt.

Mate 30. (Foto: Evan Blass/Huawei)

For eksempel har de nye iPhones et kamerakvadrat, der huser de to eller tre kameraer, der afhængig af modellen sidder bagpå. På samme vis forventes Googles Pixel 4 at have et lignende kamerakvadrat bagpå, så Silicon Valley har altså satset på det kvadratiske, hvor Kina har satset på det runde.

Cirkler…men også lidt firkant

Men man kan ikke fuldstændig dele det helt sådan op. Der er nemlig et par af Huawei-modellerne, der også går efter et mere kantet design på kameramodulet. Huawei Mate 30 Lite har for eksempel også et kamerakvadrat bagpå, der dog sidder i midten fremfor ude i siden, som det er tilfældet på iPhone 11/11 Pro og Google Pixel 4.

Mate 30 Pro Porsche Design (Foto: Evan Blass/Huawei)

Dertil kommer den Porsche Design-model, der som vanligt er en del af Mate-porteføljen. Her er der nærmest tale om en kantet kamera-barre, der dog er mere design end kamera. I alle tilfældene ser det dog ud som om, Huawei har stoppet fire objektiver ind i kameramodulet, men vi må vente til på torsdag med at vinde ud af, hvad specifikationerne på dem er.

Mate 30 Lite (Foto: Evan Blass/Huawei)

Vi ved i det hele taget ikke ret meget om Mate 30-seriens specifikationer, andet end at topmodellen formentlig får Huaweis egen Kirin 990 SoC-chip ombord. Denne understøtter 5G, så der er god grund til at tro, at telefonerne også gør det.

Og så ved vi naturligvis, at det bliver Huaweis eget styresystem, HarmonyOS, der kommer ombord. Dette er stadig baseret på en version af Android, men på grund af Præsident Trumps handelskrig med Kina vil der ikke følge Google-apps med.

Altså ingen Play Store, YouTube, Gmail osv. Nogle af restriktionerne vil formentlig kunne omgås med installationer af APK-filer, men hvor meget, der kan lade sig gøre, ved vi først, når telefonen er kommet på gaden.

Mate 30 Pro fra siden med Huaweis “waterfall”-skærm. (Foto: Evan Blass/Huawei)
Annonce