Forside * Nyheder

Lenovos nye AR-briller kan simulere fem skærme på række

-

Udviklingen indenfor AR-briller ruller stille og roligt derudaf, og i forbindelse med den virtuelle CES-messe har Lenovo nu givet deres bud.

Der var et tidspunkt, hvor undertegnede overvejede, om jeg kunne skifte mine monitorer på skrivebordet ud med et VR-headset. Jeg forestillede mig en situation, hvor jeg, uden at skulle betale 60-70.000 kroner for en Ergoquest Zero Gravity Workstation Ultimate kunne befinde mig i et sted mellem liggende og siddende tilstand på en chaiselong og skrive nyhedshistorier til Recordere.

Jeg fandt dog hurtigt ud af, at mange timer med et VR-headset på hovedet giver ondt i nakken, og at opløsningen på skærmene i det VR-headset, jeg havde til rådighed på det tidspunkt, bare ikke var god nok til produktivitetsbrug. Jeg var nok for tidligt ude.

Annonce:

Siden har en hel del store tech-firmaer, inklusive Apple, Facebook og Microsoft, mere eller mindre officielt meldt ud at de tror, briller bliver en ny, stor platform i fremtiden. Og ikke nødvendigvis VR-briller, men derimod AR-briller, der blot planter digital grafik oven på den virkelighed, du kan se med dine egne øjne.

Nu har Lenovo så også meldt sig ind i det kapløb, og det kan næppe overraske, at firmaet, der laver den professionelle ThinkPad-laptopserie har kig på den professionelle del af Augmented Reality-markedet, da denne del forventes at blive størst, når der virkelig kommer skub i AR. Det kan næppe heller overraske, at Lenovos indtog sker under banneret ThinkReality.

 

Fem skærme – nul skrivebord

ThinkReality A3 er således et par AR-briller, der dog tilsyneladende kan dække godt af for noget af virkeligheden. Et af salgsargumenterne er nemlig, at du kan bruge brillerne i stedet for en monitor, lidt i stil med hvad jeg havde håbet at opnå ovenfor. Og ikke bare med en eller to skærme. Nej, Lenovo påstår, at A3 kan simulere, at du sidder foran hele fem 1080p-skærme.

Der sidder også tre kameraer i brillen, et 8MP-kamera til optagelse af video og fotografi, og så to fiskeøje-kameraer. De to sidste er måske nok de mest interessante, da det er dem, der skaber en 3D-model af rummet, du befinder dig i, og opfanger, hvad dine hænder laver. Til sammen kan disse informationer give brillebæreren mulighed for at manipulere digitale objekter (som andre ikke kan se) med hænderne indenfor brillernes synsfelt. Det er mere eller mindre det, som Tom Cruise gør i ’Minority Report’.

Idéen med brillerne er, at du i princippet kan arbejde med adskillige skærme og 3D-objekter nærmest lige meget hvor, du befinder dig, om det så er i flyet, toget eller på en arbejdsplads, hvor der ikke er ret meget fysisk kontorplads, og du har behov for lidt privatliv. Der sidder en Snapdragon XR1 i brillerne, men det betyder dog ikke, at de er helt trådløse og kan bruges alene.

 

Kun til erhvervsbrug

Tværtimod skal de stadig kobles op til en PC via USB-C for at virke optimalt. Du kan dog også koble brillerne op til en af Lenovos Motorola-telefoner, så længe den har en Snapdragon-processor fra 800-serien og opefter ombord. Det sidste giver mulighed for at arbejde i forskellige apps på op til de nævnte fem skærme, selv ude på toilettet, hvis det endelig skulle være.

Det er dog tydeligt, at brillerne er lavet til erhvervsbrug. De er noget mindre og mere strømlinede end forgængeren ThinkReality A6, der er et mere klodset mixed-reality-headset i stil med Microsofts Hololens. Men det er næppe et par briller, mange vil gå rundt med på gaden, sådan som Facebook håber, folk vil gøre med deres kommende AR-briller, der bliver lavet i samarbejde Ray-Ban.

Men ThinkReality A3 viser alligevel, at der er en langsom, men klokkeklar bevægelse frem mod udbredelsen af smartbriller, også til forbrugerne. Apple tror, at AR-smartbriller vil tage over fra iPhones i 2030, så der er lidt tid at løbe på endnu. A3 kommer ud til erhvervslivet i midten af 2021, men vi kender endnu ikke prisen. Den bliver dog formentlig ikke særlig forbrugervenlig.

 

 

Andre CES nyheder. Se også: CES Tema
Læs mere i vores CES Tema

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.