Forside * Nyheder

Nikon Goes To Hollywood med købet af Red Digital Cinema

-
Instruktøren Steven Soderbergh har primært brugt RED-kameraer siden 2007. Her er han igang med at skyde filmen ‘Magic Mike’s Last Dance’ fra sidste år med REDs V-Raptor 8K-kamera (Foto: Instagram/Red Digital Cinema)

Kameramærket, der digitaliserede Hollywood-filmoptagelse er nu ejet af den ene kameragigant, der aldrig selv fik fodfæste i professionel digital videoproduktion.

Red Digital Cinema vil som firma altid være associeret med digitaliseringen af Hollywood – og er samtidig et af de bedste eksempler på sammenkoblingen af det professionelle og forbrugermarkedet, der siden er blevet kendt som ”prosumer”-produktkategorien.

Nu gør firmaet, der i Hollywood blot omtales som ”RED”, klar til at bringe en gammel kameragigant ind i det eksklusive marked for moderne film- og TV-produktion. Det er Nikon, der nu køber RED for et endnu ikke offentliggjort beløb.

Annonce:

Det kan dog umuligt være småpenge, der er tale om, netop fordi RED har så stort et fodaftryk i professionel videoproduktion. Fordi der har stået RED på Hollywood-fotografers favoritkameraer i de sidste par årtier, er der en følgevirkning, hvor de lidt billigere RED-kameramodeller bliver anvendt til mindre produktioner rundt om i verden.

RED blev startet i 2005 af Jim Jannard, der tidligere havde startet solbrillefirmaet Oakley. Med base i Los Angeles-området kunne Jannard og hans hold nemt komme i kontakt med Hollywoods filmfotografer og diskutere, hvad der skulle til, før de ville skifte fra film til digitale kameraer. Svaret dengang hed ofte en opløsning højere end HD, altså 4K, fordi fotograferne mente, at det var nok til at få alle ”grynene” i filmmediet med.

Gennemslagskraft i Hollywood

RED gik derfor målrettet efter at bygge et 4K-kamera, der blev annonceret i 2006 under navnet RED One. Dette kamera, som RED begyndte at levere i 2007, blev efterfølgende brugt af filminstruktører, der ikke var bange for ny teknologi, såsom Steven Soderbergh, der brugte det på filmen ’Che’ og David Fincher, der brugte kameraet på hans version af ’The Girl With The Dragon Tattoo’.

REDs efterfølger, RED Epic, satte en ny standard for digital filmproduktion i 2010. Film som Ridley Scotts ’Prometheus’, Peter Jacksons ‘The Hobbit’ og øvrige Hollywood-blockbustere som ’The Amazing Spider-Man’, ‘ The Great Gatsby’, og ‘Pirates of the Caribbean: On Stranger Tides’ blev alle optaget på RED Epic i 2010’erne.

Da David Fincher skulle til at optage Netflix-serien ‘Mindhunter’, udviklede han sin egen kameramodel sammen med RED. Den hedder ‘Xenomorph’ med henvisning til monstrene i Alien-filmserien. Det er tydeligt at se hvorfor (Foto: Red Digital Cinema)

På et tidspunkt var RED så populært et mærke blandt Hollywood-fotografer, at 25 af de 100 mest populære film årligt var skudt på RED-kameraer. Det var i 2016, hvor RED stadig havde det meste af det digitale marked for sig selv. Fordi flere og flere filmfotografer droppede at skyde på gammeldaws film, voksede det digitale marked imidlertid i 2010’erne.

Med det voksende digitale marked kom flere af de traditionelle kameraproducenter i film- og TV-produktion på banen. I 2011 annoncerede firmaer som ARRI og Panavision, at de ville holde op med at producere traditionelle, analoge filmkameraer og i stedet fokusere 100% på digitale kameraer. REDs svar til de nye konkurrenter var udviklingen af codecs og anden software, som fik lige så stor gennemslagskraft i Hollywood som kameraerne.

Prosumer-segmentet og REDs smartphone

RED-kameraerne var langt fra lige så dyre som klassiske filmkameraer, hvilket gav det gryende prosumer-segment nye muligheder. I 2018 prøvede RED sågar at lave en smartphone med RED-kamera, men det blev aldrig rigtig nogen succes. Samtidig, i løbet af 2010’erne, dukkede der flere og flere succeser på film og TV op, der var skudt på still-kameraer med 4K-opløsning, store sensorer og mulighed for brug af gængse film-orienterede linser.

Disse var ofte kameraer rettet mod prosumer-markedet. Især Canons 5D-serie fik gennemslagskraft, og blev brugt på serier som ’Dexter’, ’Wilfred’, og ’Supernatural’, samt film som Guy Ritchie’s ’The Man From U.N.C.L.E.’ og Lars von Triers ’Nymphomaniac’ I og II. Men Canons ærkekonkurrent, Nikon, kom aldrig rigtig med på den bølge.

Mens bl.a. Canon, Sony og til dels Panasonic fik hul igennem til TV-produktion og billigere filmproduktion, samt til den voksende klasse af skabere af indhold til sociale medier, hang Nikon lidt fast i stillbilled-verdenen. Efterhånden som vi kom ind i 2020’erne begyndte RED samtidig at kunne mærke konkurrencen for alvor. Det er derfor et meget fornuftigt køb for begge parter, der er tale om.

RED får lov at fortsætte som selvstændigt firma under Nikons ejerskab, men det er naturligvis klart at såvel den forskning og teknologiudvikling som RED står for, kan komme Nikon til gode. Og mon ikke, der kommer en eller anden form for hybridprodukt fra de to selskaber på et tidspunkt.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.